5000m, 3000m, 2000m, 1500m og 800m løb på stadion, 5 onsdage i træk + en ekstra onsdag.
RAC løbe 5-kampen er en uhøjtidelig konkurrence med sig selv og øvrige RAC-medlemmer og ”hangarounds”. Løbe 5-kampen har eksisteret i RAC de seneste par år, og det er ganske fornøjeligt. Man får mulighed for at måle egne løbe-evner på flere forskellige distancer. Hver onsdag (undtagen når der er RAC-mil) løbes en ny distance, og det hele slutter af med det helt store tag-selv-bord den 6. onsdag, hvor man kan få ”fyldt ud” med den/de distancer man evt. mangler, hvis der har været en gang eller to, hvor man ikke lige kunne deltage.
Tiderne alders- og kønskorrigeres, da det er en større præstation for en 50-årig at løbe en given tid, i forhold til en frisk og frejdig 20-årig. Ligeledes har mænd generelt en større muskelmasse end kvinder, hvorved de ligeledes lettere kan løbe en given tid.
For hver runde udregnes et point-tal, og hele molevitten lægges sammen, så man til sidst kan se hvem der – korrigeret for alder og køn – er stærkest all-round. Så man kan altså godt opnå en håne-ret, selv om man ikke er den hurtigste ud fra de ”nøgne tider”. Derudover er der jo snart OL – så er det jo rart at kunne sige ”Mor her har jo også lige løbet 1500 m på bane”, og få lidt street-credit. Og så er det faktisk interessant at se, hvordan man gør det på de forskellige distancer.
Der løbes på stadion, og det kan måske afskrække nogen – Men det er der ingen grund til. Vi løber alle i forskellige tempi og man bestemmer selv, hvor hårdt man vil gå til den. Derudover er der flere yderligere fordele: Løbeunderlaget er fantastisk, du får simpelthen en smule ”fjeder-effekt” forærende. Derudover er der ingen kedelige overraskelser, du kan se, hvad der sker på ruten – og den er fuldstændig flad. Endelig er de hurtige løb gode til at få mere fart i benene generelt – du får simpelthen gavn af løbene i mange uger bagefter.
Næste gang er onsdag 25. september kl. 18 (800m, dvs. 2 runder). Det hele slutter af med et brag onsdag d. 2. oktober, hvor man kan få ”fyldt op” med den/de strækninger, man måtte mangle.
Jeg håber vi ses. På gensyn.
PS: Den (næsten) opdaterede stilling kan ses her