5000m, 3000m, 2000m, 1500m og 800m løb på stadion, 5 onsdage i træk.
RAC løbe 5-kampen er en uhøjtidelig konkurrence med sig selv og øvrige RAC-medlemmer. Løbe 5-kampen har eksisteret i RAC de seneste par år, og det er ganske fornøjeligt. Man får mulighed for at måle egne løbe-evner på flere forskellige distancer. Hver onsdag løbes en ny distance (undtagen når der er RAC-mil).
Tiderne alders- og kønskorrigeres, da det er en større præstation for en 50-årig at løbe en given tid, i forhold til en frisk og frejdig 20-årig. Ligeledes har mænd generelt en større muskelmasse end kvinder, hvorved de ligeledes lettere kan løbe en given tid.
For hver runde udregnes et point-tal, og hele molevitten lægges sammen, så man til sidst kan se hvem der – korrigeret for alder og køn – er stærkest all-round. Så man kan altså godt opnå en håne-ret, selv om man ikke er den hurtigste ud fra de ”nøgne tider”. Og så er det faktisk interessant at se, hvordan man gør det på de forskellige distancer.
Der løbes på stadion, og det kan måske afskrække nogen – Men det er der ingen grund til. Vi løber alle i forskellige tempi og man bestemmer selv, hvor hårdt man vil gå til den. Derudover er der flere yderligere fordele: Løbeunderlaget er fantastisk, du får simpelthen en smule ”fjeder-effekt” forærende. Derudover er der ingen kedelige overraskelser, du kan se, hvad der sker på ruten – og den er fuldstændig flad. Endelig er de hurtige løb gode til at få mere fart i benene generelt – du får simpelthen gavn af løbene i mange uger bagefter.