Træn som en legende I: Walter George

Det er koldt, mørkt, regner eller sner – der er kort sagt behov for et alternativ til løbetræningen udenfor. Og hvis man ikke lige har et løbebånd i nærheden (eller synes det er dødkedeligt), følger her et alternativ som kan udføres hjemme i varmen med god træningseffekt – men først lidt historie:

I løbet af 1870’erne blev grundstenen til fritidssamfundet lagt i England. At have tid og overskud til at spadsere, cykle og løbe blev betragtet som et overskudsfænomen. Walter George (født 1858) arbejdede på daværende tidspunkt på apotek, arbejdsdagene var lange – men han ville også have del i de nye tider. Uden udsigt til at kunne træne, og med kun en times frokostpause om dagen, var mulighederne dog få.

Walter fandt på konceptet ”100-ups”, som bestod i serier af 100 høje knæløft til vandret. Han udførte disse i et baglokale på apoteket hver dag i frokostpausen, og det udgjorde hans eneste træning. Som kæk 16-årig proklamerede han at han en dag ville kunne løbe en mile (1609 meter) på 4:12, vel vidende at det ville være ny verdensrekord.

Lang historie kort: Walter George blev engelsk amatørmester i 1879 i 4:29, satte ny amatørverdensrekord i 1880 (4:23) og så gik det hu hej derudaf – tog på turne til USA i 1882 mod de øvrige store navne (Lon Myers og William Cummings) i 1:1 konkurrencer med over 30.000 tilskuere per gang.

En af årsagerne til de store tilskuertal var at der blev væddet store summer på, hvem der vandt. Løbene bar præg heraf – tiderne var ikke det interessante, der var udelukkende fokus på hvem der vandt (løberne modtog også store præmiesummer i det skjulte af bookmakerne, som havde en interesse i at skabe “væddemålsdygtige” konkurrencer).

Præmiesummerne kunne ikke skjules på langt sigt og Walter blev professionel i 1885 med stor succes. Væddeløbene var stadigt velbesøgte og Walter George fik opfyldt sin spådom i 1886 – han løb 4:12 mod Cummings og satte ny verdensrekord – en verdensrekord der holdt i mere end 30 år!

100-ups på en regnvejrsdag – erfaringer

Kort fortalt er 100-ups er lig med 100 høje knæløft til vandret (se video her).

Jeg satte mig for at efterprøve om 100-ups overhovedet har nogen træningseffekt – og lad mig gøre det klart, det har det bestemt. Jeg satte mig for at træne 100-ups med 2 minutters pause mellem hver 100-up serie, og 5 minutters pause efter hver fjerde 100-up serie. Og hvad lærte jeg af det?

  • Jeg blev forpustet. Hver 100-up fornemmedes i effekt som en 200m-ish sprint i rimeligt hårdt tempo.
  • HUSK SKOENE. Jeg trænede i bare fødder første gang, og lægge og ankler var smadrede 3-4 dage efter.
  • Stop, hvis du begynder at læne dig forover eller bagover – det er tegn på flade muskler og begyndende forkert belastning.

Hvor meget nåede jeg – og vil jeg anbefale øvelsen?

Jeg nåede i alt 5 x 100 ups, så var jeg flad. Jeg gentog øvelsen en uge efter, denne gang iført sko og uden problemer med lægge og ankler. 100-ups er en hård øvelse, som jeg mener sagtens kan erstatte en ugentlig løbetur.

Hvor mange 100-ups kan du kapere – og hvad er dine erfaringer? God fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

2 + 7 =